torsdag den 13. august 2009

Indtryk og lyde - de første par uger...


En af de ting jeg har bemærket her er, at man tilsyneladende kan være så mange i en bil, som der overhovedet er plads til. 9 mennesker i en 5-mandsbil er slet ikke noget problem. I de fleste biler er der ikke seler på bagsædet, og hvis der endelig er, og man skal til at tage dem på, så kigger folk MEGET undrende på én.

På forsædet er der seler, som skal bruges. I hvert fald i det øjeblik man kører forbi politistationen.
I modsætning til denne afslappede holdning til trafikregler og deslige, er de meget strikse i skolerne. Endnu er jeg ikke startet i skole, men hører hele tiden prædikener om at piercinger, tatoo's og langt hår, til drenge, det vil man bare ikke se.
Rygning er også en ting der ses meget ned på. Her er en dreng fra AFS, som ryger, og han fortæller at folk virkelig kigger langt og skulende efter ham når han står udenfor og ryger.

Noget andet, som man virkelig mærker her, er hvad vi AFS'ere kalder "Panama time".
Aftaler du med en panamaner at mødes klokken 4, kan det ligeså godt blive klokken 5, 6 eller måske endda 7.
Det er på mange måder herligt; her er ingen stress. Men det er også af og til frustrerende, når man kommer fra et land som Danmark, hvor klokken 12.15 altså er klokken 12.15 og ikke klokken 14.

Folk her er virkelig imødekommende, venlige og gæstfrie. Dette bemærkede jeg i sær den første dag, og også den første uge, her i Panama.
Som skrevet tidligere ankom vi til Changuinola, og jeg fik at vide at min familie ikke lige var hjemme. Så fik jeg da bare lov at bo hos den lokale AFS repræsentant og hendes familie en uge. Intet problem der. Til at starte med var jeg temmelig skrækslagen, men jeg fandt hurtigt ud af at de var utrolig rare, og kom i løbet af en uge til at holde af dem. Og i løbet af den tid jeg boede der, og sikkert stadig, er der stortset altid AFS'ere i deres hus.
Noget man skal vænne sig til er, i de fleste huse, at bade - ja, de foregår med en spand vand, en dunk til at hælde af og så er de kolde. Sådan var det hvor jeg boede før, men hvor jeg bor nu er der både varmt vand og en bruser. Jeg går ikke så meget op i det, men de andre piger her giver ofte udtryk for at de er misundlige over dette.

Her er mange lyde man skal vænne sig til; biler, ja, dem kan man altid høre. Så er der ting som gekkoer, som er overalt. De laver en meget høj lyd, til trods for deres lille størrelse. De kravler på loft og vægge, ude og inde og af og til endda MELLEM loftet og taget. Det skaber en meget sær lyd.
En behagelig lyd, som jeg tydeligt kunne høre hvor jeg boede før, var regnen på taget. Dejlig og søvndyssende. De nætter hvor der har været storm og tordenvejr var regnen dog nærmere temmelig opkvikkende. Men når strømmen så gik, hvor jeg boede før, sad vi i køkkenet, lyttede til stormen og snakkede, i mørket, kun med lys fra mobiltelefoner og lommelygter. Det var virkelig hyggeligt.
Der gik strømmen gerne et par gange om dagen, kom igen og så forsvandt vandet fra hanerne, og kom igen senere.

Regnen er sønvdyssende om natten og i store mængder både nat og dag, de fleste dage. Men hvor er det dog en fantastisk duft der kommer efter det sådan har regnet!


En sidste lille sjov ting, for denne omgang er mit navn. Folk griner meget af det og siger "Rie, rie" ... At smile staves på spansk næsten som mit navn, så når der skal tages billeder, eller jeg støder på min værtsbror fra det hus jeg boede i før hører jeg altid "Rie, rie!" :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar